Tørring af spildevandsslam
Baggrund
Danske rensningsanlæg for kommunalt spildevand producerer årligt 650.000 tons spildevandsslam. En stor del af slammet eksporteres, komposteres eller udspredes på landbrugsjord. Mindst 450.000 tons slam bliver anvendt i landbruget, for at indholdet af gødningssalte og mineraler kan spare landmændene for indkøb af dyr kunstgødning.
Slammet indeholder imidlertid en række miljøfremmede stoffer, som er uønskede i landbrugsproduktionen. Dette har fået de danske myndigheder til at fjerne afgifterne på tørring og forbrænding af spildevandsslam i erkendelse af, at der er behov for nye løsninger, hvis man fortsat skal imødekomme kravet om sunde fødevarer.
Hos Kommunekemi arbejder vi på en løsning, der skal tørre slammet med den overskudsenergi, vi har fra forbrænding af farligt affald. Derved øger vi slammets brændværdi, og det tørrede slam kan efterfølgende anvendes som biobrændsel på energiproducerende anlæg.
Det er vores mål, at vi i løbet af 2014 vil kunne tilbyde at tage asken retur og dermed slutte fosfatkredsløbet. På den måde bidrager vi til at spare på en i forvejen meget begrænset ressource.
Projektbeskrivelse
Kommunekemi har påbegyndt projekteringen af et slamtørringsanlæg med en kapacitet på 100.000 tons afvandet spildevandsslam om året. Anlægget placeres på Kommunekemis eksisterende arealer og består af 2 parallelle linjer, således at hver linje fungerer som en selvstændig enhed.
Anlægget forventes idriftsat i foråret 2014. Når slammet ankommer til Kommunekemi, har det et vandindhold på gennemsnitlig 75% og forlader anlægget med et vandindhold på 5-10%. På denne måde produceres 25-30.000 tons biobrændsel om året.
Den tekniske løsning er baseret på kendt og afprøvet teknologi. Det endelige valg er truffet ud fra krav til drifts- og forsyningssikkerhed samt referencer fra tilsvarende, idriftsatte anlæg. Energien i det afdampede vand bliver genanvendt til produktion af fjernvarme og er således med til at opvarme Nyborg.
Tidsplan
Kommunekemi har arbejdet med projektet gennem mere end et år og har nu igangsat den egentlige projektering og myndighedsbehandling med henblik på at starte byggeriet op i 2012. Anlægget forventes at stå færdigt i foråret 2014.
En forudsætning for, at byggeriet igangsættes er imidlertid, at der er tilstrækkelig opbakning blandt slamproducenterne til at benytte den nye facilitet. Derfor kontaktes slamproducenter og spildevandsanlæg i øjeblikket med henblik på at indgå aftaler om fremtidige leverancer af spildevandsslam.